RODBEHANDLING

Smerter eller ingen smerter

En rodbehandling er nødvendig, når du har smerter i en tand, hvor der er opstået betændelse i tandnerven eller ved rodspidsen. Smerterne kan være meget pinefulde og uudholdelige.

Men der er også situationer, hvor betændelsen ikke medfører tandpine eller smerter, selvom der måske er betændelse i tandnerven eller ved rodspidsen. 

Betændelse i nerve og ved rodspids

Vi udfører rodbehandlingen efter de nyeste behandlingsmetoder.

En rodbehandling består af 3 dele.

1: En grundig udrensning af det lille hulrum indeni tand og rod, hvor nerven er beliggende ( rodkanalen ) Dette udføres med små rodfile og omhyggelig skylning med bakteriedræbende medikamenter.

2: En sikring af bakteriefrihed i dette hulrum ved at ilægge desinfektionsmiddel ved et eller flere besøg.

3: Omhyggelig forsegling af rodkanalen.

Behandlingen foregår i lokalbedøvelse og er normalt smertefri. Behandlingen tager ofte lang tid, da forskning viser, at en omhyggelig udrensning og bakteriefjernelse er meget vigtig for udfaldet.

En rodbehandling er, uanset hvor omhyggelig den udføres, ikke en behandling uden problemer. Oftest går det godt, og man mærker aldrig mere til tanden. I nogle få tilfælde blusser betændelsen dog op igen. Dette sker oftest hvis der forudgående har været en meget omfattende og langvarig betændelse.

Efter behandling

Efter en rodbehandling, kan man af og til opleve lette forbigående smerter. Hvis disse smerter bliver værre og ikke forsvinder i løbet af et par dage skal du kontakte os.

Rodbehandlingen svækker desværre tanden, og derfor er det ofte nødvendigt at lave en krone, for at forhindre, at tanden knækker og dermed sikre tanden et langt liv.

Læs mere om rodbehandlinger her.

Rikke og Helle
Scroll to Top